Livshistorier

Den store griselampe er netop forsvundet under horisonten mod vest. Med uhyggelig forudsigelighed dukker den op igen om nogle timer i i øst og fortsætter derved en rytme, som den har fulgt i millioner og atter millioner af år. Eller rettere: den gør intet; den er der blot, mens jorden drejer rundt om den, samtidig med, at jorden drejer rundt om sig selv. Så det er faktisk ikke solen, der går ned; jorden drejer sig, og dermed vender jeg mig bort fra den. Og dens tilsyneladende opståen er i virkeligheden blot mig, der vender mig imod den. Det sted, begivenheden betragtes fra – det kunne kaldes for synspunktet eller betragtningspunktet – bestemmer historien: set fra mit synspunkt, går solen ned og op, mens et mere objektivt synspunkt fortæller en historie om, at jordens drejning drejer mig ud af solens lysfest og ind i skyggen.

Uanset hvilken historie vi vælger, så er konsekvensen for mig, at der nu følger nogle timer i mørke. Betyder synspunktet så ikke noget? Jo, det betyder alt, for det bestemmer i hvilket perspektiv, vi ser det, der sker og dermed også hvordan vi ser og forstår vores liv. Ser vi jorden som centrum ved vi fra observationer, at det er forkert, for fakta er, at det er solen, der er centrum og omdrejningspunkt. Ser vi tilsvarende os selv og vores personlige liv som centrum og udgangspunkt for vores liv, eller kan vi se, at vi er en del af en historie, en livshistorie, der går tilbage til vores forældre og familie, til omgivelserne og naturen, ud af hvilken, vi er blevet til, hvorved vores historie rækker uendelig langt bagud i livet. Så vi er nok centrum i vores eget liv, men samtidig er vi blot en del af en historie, hvor livet som sådan er centrum og udgangspunkt.

Disse to forskellige måder at forholde sig til livet på, nævner Søren Kierkegård i indledningen til ’Sygdommen til døden. Han skelner mellem det naturlige menneske og det kristne menneske, som han siger forholder sig til hinanden, som barnet forholder sig til det voksne menneske. Det naturlige menneske har kun blik for sit eget liv, mens det kristne menneske, forstået således som Kierkegård forstår det kristne menneske, ser sit liv i et langt større perspektiv. Tilsvarende må vi antage, at barnet ser på livet og verden i et mindre nuanceret end den modne voksne; verden, omgivelserne, er til for barnet, mens den voksne er til for verden. J.F. Kennedy sagde det således: ’Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land’; han bragte dermed også mennesket i centrum.

Men hvad betyder den forskel i livssyn i praksis? Der er temmelig stor forskel, ligesom der også er eller bør være en forskel i barnets og den voksnes syn på verden. Her må vi tænke på ’den voksne’ som et menneske med et bevidst forhold til livet og sig selv i modsætning til barnets uskyldige, naive og umiddelbare men ubevidste forhold til livet. Barnet vil tro på, at solen står op, når det synger ’I østen stiger solen op’; den voksne kender den rette sammenhæng, når morgensangen synges og ved, at det er jorden og dermed mennesket, der drejer sig mod lyset. Men har den voksne oveni bevaret sin barnetro, sin lyst og sin glæde ved livet, så ved det, at det er en umådelig vigtig, måske livsnødvendig, tilgang til livet at dreje sig mod solen og lyset. For det er her, at livet kan udvikles og blomstre. Og ved at gøre det, lærer det barnet at gøre det samme. På et senere tidspunkt vil barnet lære om den rette sammenhæng og blive bevidst om, hvorfor det gør det, og indtil da er den voksne kun et godt forbillede.

For der er mange måder at vende sig væk fra lyset på. Skuffelser, nederlag og sår af forskellig slags kan få os til at tvivle på vores eksistensberettigelse; og omvendt kan følelser som hovmod, begær og grådighed få os til at tro, at vi er os selv nok og nok skal klare os, bare vi får det, som vi vil have det. Begge dele er vildfarelser, måske pga. dårlige forbilleder og forkerte forestillinger eller bare forskellige slags uheldige oplevelser, der så kommer til at præge synet på livet. Det er slet ikke umuligt at leve på den baggrund – det er nok i virkeligheden meget almindeligt; det svarer til at leve på jordens skyggeside og uden den energi, som vi kunne få fra solen.
De fleste af lignelserne fra Det nye Testamente handler om at vise en vej, ud af skyggen og ud i lyset, så det er ikke noget, som jeg har fundet på. Men det er meget let at iagttage, hvordan vi lærer at sætte vores lid til noget, der ligger uden for os selv, i stedet for at stole på os selv; eller vi lader godt tillærte mønstre og vaner fra tidligere hændelser bestemme adfærden i dag, uanset om det er passende eller ej. Selv om vi en gang lærte, at man ikke skal sætte sit lys under en skæppe, så har vi umådeligt let ved at lade os lede af lyset fra en svunden tid eller måske andres lys. For vores eget, det, egentligt skulle være pejlemærker i livet, kan vi ikke finde mere, eller vi har helt glemt det, eller vi sætter ikke vores lid til det. Stress og de dertil relaterede lidelser kan opstå, når de forkerte ’ledestjerner’ får for meget plads og fortrænger vores egen, eller når vi simpelthen glemmer at rette vores opmærksomhed mod den. Vi betegner os selv som frie mennesker, og dog glemmer vi let, hvor vores frihed faktisk kommer fra og lukker os i stedet inde uden egentlig at ønske det.

Vores livshistorie er på den måde meget bestemt af, i hvilket lys vi lever livet, for det er det, der driver og motiverer os og er bestemmende for vores handlinger. Vi kan have de bedste intentioner, men vi kan sagtens være drevet af motiver fra livets skyggeside. De er blevet kaldt for dødssynder men omfatter som tidligere antydet alle de mere eller mindre trælse følelser, der fører os på vildspor i livet og væk fra den umiddelbare og tillidsfulde tilgang til livet, som med eget ord vel bedst beskrives som livsglæde; jeg tror, at det er det, Jeppe Aakjær forsøger at beskrive i sit digt ’Sundt blod’, bedre kendt som sangen ’Jeg bærer med smil min byrde’. Det er en beskrivelse af et livssyn, der viser betydningen af det, der får os til vokse som mennesker. Et menneskes livshistorie bliver uvægerligt positivt påvirket, hvis det bliver i stand til at se igennem de blålys, tåger og skyer, der skygger for det. Og skal noget ændres i verden, så kan det kun ske med en ændret livssyn, en anden indstilling og synsvinkel. Som en mand sagde for 2000 år siden: ’Mennesket lever i paradis, men det ser det ikke’. Halfdan Rasmussen sagde noget af det samme på sin måde: ‘Livet er en morgengave’ i ‘Noget om helte’. Vi skal bare tage imod den den, gaven.