Livet, udspændt mellem stilstand og fornyelse.

Sommeren er forbi; tiden for vækst, befrugtning og nyt liv, som forår og sommer forbindes med, er ovre. Lyset og varmen er blevet afløst af mørke og kølighed, og naturen er på vej i dvale og forfald. Det er et tilbagevendende fænomen; alting har en ende og kan ikke vare ved, og det er et billede, som vi kan tage med os og spejle os i, for vi er også underkastet denne lov om forandring og forfald – og fornyelse, for pludselig er det forår.

Hermann Hesse beskriver det i digtet ‘Trin’ i bogen ‘Glasperlespillet’ således, idet han går et skridt  videre for at finde en mening med det:

‘ Ligesom hver blomst visner, og hver ungdom viger for alderen,

blomstrer hvert trin i livet, blomstrer enhver visdom og enhver dyd

til sin tid og må ikke vare evigt.

Ved hvert livstrin må hjertet være

rede til afsked og ny begyndelse

for i tapperhed og uden sorg

at hengive sig i andre nye bindinger.

Der bor en tryllemagt i alt hvad vi begynde.

Den skærmer os og hjælper os at leve.

Muntert skal fra rum til rum vi skride,

intet af dem dog som hjem forblive,

uden lænker vil os verdenssjælen vide,

trin for trin vil den os løfte, mere give.

Knap er vi hjemmei en kreds i livet

og fortroligt standset op – så truer slaphed.

Kun den, der rede er til opbrud og til rejse,

kan løs sig rive fra den golde vane.

 

Måske vil endnu også dødens time

os nye unge rum imødesende,

men livets kald til os  vil aldrig ende,

Velan, mit hjerte, sig farvel, bliv rask påny.’

 

Det er, efter min smag, uimodståeligt smukt skrevet, hvilket bogen som helhed også er, og digtet markerer en form for højdepunkt som et af hovedpersonen, Josef Kneckt’s efterladte digte. Hermann Hesse var inspireret af budhismen, hvor netop forandring er en grundpille, og det ser ud som om Hesse søger at vise forandringens lov og bevægelsen i menneskets tilværelse på flere planer.

Det er en lovmæssighed, som forfatteren opfordrer os til at imødegå med sindsro, ‘i tapperhed og uden sorg’. Det er noget essentielt, der er på spil her. Hvis vi ser på det fysiske liv, ser det jo ud som om kroppen konstant søger mod at forblive i balance på trods af påvirkninger, som skaber ubalance. Og ubalance er ikke godt i længere tid, for det en ensbetydende med ’sygdom’, og for at blive ‘raske’ må vi genvinde balancen – påny, i en ny tilstand. Måske er fornyelse et bedre ord end forandring, fordi det indikerer noget nyt i stedet for noget gammelt. Og måske ikke, for med det kommer tiden ind i historien og med den let vurderingen af det nye, det unge og det bedre til fordel for det gamle, det brugte og det slidte. Og det er en vurdering, der let projiceres over på vores egen tilstand. I den henseende er forandring måske et neutralt og bedre ord for en tilstand, der forandres for at opstå påny men i en ny iklædning! Livsformen må forandres, fornyes påny, for at livet kan bevares.