Kategoriarkiv: Natursyn

Trin og overgange i livet.


Mennesket har i sin udviklingshistorie forholdt sig forskelligt til naturen. Gennem sin egen virksomhed har det forandret og udviklet sit forhold til sine omgivelser, og derved har det også forandret/udviklet sig selv. Det er på samme måde som med evolutionen, livets udvikling; også den har forandret den natur, der omgiver den samtidig med, at livsformerne har udviklet sig. Ser vi på det individuelle livs niveau fra undfangelse, fødsel, opvækst, modning, aldring og død, kan vi også se en forandring og udvikling, i al fald af de muligheder, som mennesker har i deres liv.
Vi ved, at der er forskel på et barns og en voksens tilgang til og forståelse af livet, men skal udviklingen standse, når man er blevet voksen og måske pensioneret, sådan som det godt kan se ud? Og hvornår er man i grunden voksen? Hvilket potentiale rummer vi som voksne, som ældre, som gamle ud over at få tiden til at gå og pensionen til at slå til? Eller er formålet med at blive ældre blot at formå at kunne leve, som om vi stadig er unge så længe som muligt? ”Da jeg var barn tænkte jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige” hedder det et sted; Når vi bliver ældre og gamle, skal vi så ikke også aflægge det voksenlige for ikke at stagnere som menneske, og formår vi at udvikle det, der hører den tid til?
Når der er tale om en sportskamp, siger vi, at den bliver afviklet. Når livet går mod slutningen, siger vi, at det er ved at blive afviklet. Holder analogien med sportskampen, har alt det forgangne i livet været en optakt, en udvikling og træning af færdigheder med henblik på ikke blot at afslutte men at afvikle livet; et slags klimaks for et helt liv, hvor vi ’normalt’ ser højdepunktet i livet som et arbejds- eller karrieremæssigt højdepunkt, hvorefter det kun kan gå ned ad bakke. Men er det i virkeligheden blot en øvelse, en optakt, en nødvendig forberedelse, et trin i livet, der efterfølges af afviklingen, det egentlige klimaks? I en tid, hvor arbejdets betydning er under voldsom forandring, ikke mindst pga. mekanisering, og flere og flere får en lang periode uden arbejde i almindelig forstand, er der også grund til at se på, hvilke andre aspekter af livet, som vi har potentiale for at udvikle. For hundrede år siden kunne ingen eller kun meget få forestille sig en livsform, som vi i moderne samfund har i dag og som mange i udviklingslande i dag tragter efter at få adgang til; de har ønsker og længsler til livet. Og ret beset skulle vi vel give det fra os, som vi har opnået og komme videre, i stedet for at holde på det som et ’i hus-til-halsen-hjem’, hvor der trænger til at blive ryddet op og smidt ud – eller kørt på genbrugspladsen
Det er derfor ikke uden betydning at se på det fænomen, der, i form af livet, udvikles gennem vores liv og de forskellige muligheder, der er. Ken Wilber har været en vigtig inspirationskilde til den følgende beskrivelse af de forskellige trin. Bevidstheden og vores liv har naturligt mulighed for at gennemløbe disse faser, der ligger latente i vores natur som mennesker. Vi kender den biologisk/fysiske udvikling gennem fosterstadiet og videre i livet og kan se udviklingen af faserne i vores måde at forholde os til livet på som en fortsættelse af denne naturlige udvikling. Hermann Hesse taler også om det i sit digt ’Trin’, og Søren Kierkegård behandler det på sin måde i ’Enten Eller’ og i ’Stadier på Livets Vej’.
På græsk er der to ord for livet: Bios, der henfører til det fysiske liv og livsformerne; og Zòé, der henviser til livet som fænomen med hensigt, måske den såkaldt åndelige, spirituelle del af livet. De to dele vil følges naturligt ad i vores livs udvikling, hvis vi giver dem lov. Faserne er en beskrivelse af den udvikling.

Faserne, eller overgange.
Den første periode er som det nyfødte barn; som de første mennesker og naturfolk i tæt samspil med naturen og underlagt dets kræfter og med de umiddelbare fysiske behov i fokus. Kun fordi der er omsorg omkring barnet, overlever det, og kun fordi der findes en givende natur omkring naturmennesket lever det. Mennesket er ét og i symbiose med, sine omgivelser. Der er nok en fysisk men ikke en bevidsthedsmæssig adskillelse. Mennesket sover måske ikke fysisk men bevidsthedsmæssigt.

Senere vågner bevidstheden; modsætninger, polaritet, følelseslivet og seksualitet opstår sammen med oplevelsen af behov og eksistensen af et JEG; det finder gennem guder forklaringer på naturens kræfter, og det udvikler et selv eller jeg, der står i forhold til naturen og guderne. Magi er forklaringen og løsningen. Lyst og behov er styrende kræfter.

Det fører videre til udviklingen af et Selv, der kan mistes og deraf opstår frygt og magt til at udfolde det og forsvare det. Mennesket drives derfor af trang til udfoldelse og til at opdage og indtage naturen og omgivelserne og få kontrol og magt; det laver historier, narrativer og myter, som det forstår sig selv og naturen ud fra, og de bliver styrende for dets adfærd.

På et tidspunkt ser det også konsekvenserne af den udfoldelse og ekspanderende adfærd, og mennesket begynder at reflektere og se sig selv i en større sammenhæng, der overskrider de personlige myter. De gældende overbevisninger bliver der sat spørgsmålstegn ved, for de kan ikke rummes i den nye indsigt.

Mangfoldigheden og ligeværdigheden begynder at indses, og et rationelt og samarbejdende syn på verden, naturen og andre mennesker opstår, hvor jeg’et/selvet træder i baggrunden, når narrativer og myter skal genfortælles og revurderes. Det bliver tydeligt, at den personlige historie og forståelse blot er én blandt mange andre, som ses når synsvinklen og perspektivet ændres. Empati, samhørighed og kærlighed bliver de styrende kræfter.

Den større sammenhæng udvides til at omfatte alle elementer som ligeværdige dele i en større orden, og en ny orientering og mening begynder at opstå.

På det næste trin sker der en integration af delene i en helheds- og enhedsoplevelse. Adskillelsen mellem de enkelte dele, dualiteten, vil vi opleve som værende ophævet.

Man kan yderligere forestille sig et trin i bevidstheden, hvor også tidsoplevelsen ophæves; dvs. fortid, nutid og fremtid ophæves og erstattes med ’øjeblikket’; det umiddelbare nærvær.

I en vis forstand er den sidste fase at forveksle med døden. Interessant er dog, at hver fase er så forskellig fra den foregående, at overgangen mellem dem ser næsten umulig ud. For alle overgange kræver en opgivelse eller hengivelse til noget nyt og ukendt; nogle gange som at kaste sig ud på 70000 favne vand, som er det billede, Søren Kierkegård brugte.