Nytårsreflektioner.

Ærkebiskop Desmond Tutu døde for nogle dage siden, og hans store betydning , bl.a. for helingsarbejdet i sandheds- og forsoningskommisionen efter apartheidstyret i Sydafrika, er blevet omtalt meget.

I dag har vi i den oplyste og velbjergede del af verden ikke så meget den slags problemer at slås med. Vi kæmper mest med Covid-19 og de følger for os og samfundet, som den virus har medført. Og der har været talt meget om, hvornår vi har fået bekæmpet coronavirus, så vi kan vende tilbage til de såkaldt normale tilstande i samfundet. Det har så også betydet, at klimaforandringerne for en tid har været skubbet i baggrunden. For selv om klimaforandringerne nok er en større fjende end Covid-19, er den ikke så akut en trussel. Når verdens ledere på det ene topmøde efter det andet heller ikke kan blive enige om, hvad man skal gøre ved denne trussel, er det måske heller ikke så alvorligt. Og dog er kun meget få i tvivl om, at vores forbrug af energi og adfærd spiller en stor rolle. Vi ved, at vores livsform i vesten slet ikke vil være mulig for hele jordens befolkning; vi, mindretallet i den ”rige” del af verden, har et forbrug, som majoriteten af mennesker i resten af verden kun kan drømme om.

Og alligevel er det denne såkaldt normale forbrugs- og adfærdskultur, som vi nu drømmer om må vende tilbage, efter at den af coronakrisen især forrige år men også sidste år blev sparket til hjørne. Til trods for at det ”normale” næppe har 150 år på bagen, er det en livsform, vi som samfund anser for den rette; også selv om den ikke er bæredygtig men bærer et stort ansvar for klimaforandringerne.

Vi, eller vores adfærd, er således med stor sandsynlighed blevet vores egen værste fjende, og som de gjorde i Sydafrika, skulle vi måske erkende modpartens eksistens; se vores moderne men dekadente livsform i øjnene og erkende de destruktive sider ved den og forsone os med, at tiderne skifter.

Vi kunne meget passende tage ved lære af det, Desmond Tutu gjorde, og se, hvordan det kan omsættes i vores del af verden. Måske vi skulle lave en sandheds- og forsoningskommision; ikke som en folkedomstol men som en samfundsmæssig, og individuel, erkendelsesproces, der har som udgangspunkt, at vi ikke kan være et frit samfund og frie mennesker, hvis vi er slaver af en adfærd og kultur, der samtidig ødelægger os selv og vores levevilkår. Vi må se sandheden i øjnene og begynde at opføre os – som mennesker.

Det er jo også helt i tråd med det, som vi fejrer jul for, såvel i form af, at lyset vil vende tilbage, solhverv, som i form af et lille barns fødsel, der tænder et lys i alle menneskers indre til oplysning af mørket. Der er brug for lyset, også på de indre græsgange.