Det går jo nok, som det skal, kan vi være tilbøjelige til at sige og med en vis resignasion henvise til, at vi nok selv er uden indflydelse, og at livet må gå sin gang.
Denne lidt skæbnemæssige tilgang til livet er dog under afvikling, men talemåden ligger stadig et sted i os. For når det kommer til os selv og vores egne beslutninger, er vi langt hen ad vejen styret af vaner. For nok kan vi se, at vi mennesker har en voldsom indvirkning på omgivelserne, men derfra og så til at tro at vi hver især har nogen indflydelse og noget egentligt ansvar udover det rent samfundsmæssige er et langt skridt, der er svær at tage. Inden for samfundets udstukne rammer har vi jo vores frihed til at forvalte vores liv, og kan vi så forlange mere? Vi har adgang til vand, mad, uddannelse, få karrierer, rejse, ytre os, blive underholdt, få pension og lægehjælp, og hjælp til meget andet i øvrigt osv. Vi kan blive tilbøjelige til at tage det hele som en selvfølgelig og retmæssig del af livet, ja, som selve livet måske. Og dog skal vi ikke se os langt omkring, før det går op for os, at det er det slet ikke. Og vi skal ikke kigge langt tilbage i vores eget lands eller slægts historie, før vilkårene er ganske anderledes og ikke selvfølgelige på den måde, vi kender det i dag. Udadtil er livet for det enkelte menneske blevet væsentligt forandret i tidens løb som et resultat af samfundsudvikling, kulturel udvikling og teknisk udvikling.
Men hvad med livets gang? Er den i realiteten blevet forandret? Er livet ikke stadig noget, der finder sted mellem fødsel og død? Indeholder et menneskes liv ikke i sin essens det samme, som det altid har gjort, og som det gør i de utallige naturudsendelser, der vises på TV? Er de ikke for os også grundlæggende et spørgsmål om overlevelse, om at lære, om tilpasning, om at sætte afkom i verden, om konkurrence og om at undgå døden, som vi ser det hos alle livsformer i naturen? Er det ikke bare det, det hele går ud på?
Jo, det er det nok bare. Og så alligevel; tænker vi på de endeløse naturudsendelser igen, er de jo også et udtryk for en gigantisk mangfoldighed af livsudfoldelse, af livsformer, af måder at udtrykke sig på, af måder at komme om ved livet på. Det er det, der er det interessante, for ligeså varieret og forskellige er menneskenes liv. Lige så unikt og enestående er hvert eneste menneskes liv, når det udfoldes på den omend nok så trivielle baggrund af overlevelse, tilpasning, konkurrence, arbejde og endelig død og udslettelse.
I hver eneste af disse facetter af livet er der en vej, der er vores; en vej, der er rigtig, og veje, der er forkerte; valg, der skal træffes. En kendt men nu afdød succesfuld erhvervsmand havde som et slags motto, at det var vigtigt at udvise rettidig omhu. Han mente dermed, at det ikke er ligegyldigt, hvilket valg vi træffer, og hvilken adfærd, vi benytter os af; det er vigtigt at handle rigtigt på det rigtige tidspunkt. Naturligvis tænkte han først og fremmest på erhvervet og virksomheden, der skal konkurrere, og hvor beslutninger har stor betydning, for virksomheden, for de ansatte og måske for omgivelserne og samfundet. Den enes død er den andens brød, siger man også i den verden med henvisning til, at livet går videre.
Men vi kan ligesåvel tænke på det som vores egen personlige virksomhed; også der må der være noget, der hedder rettidig omhu. Livet er nok en selvfølge, men livets gang, dets retning og mål, er det på ingen måde.
Til denne ‘virksomhed’, som vores liv jo er, er der mange hjælpemidler, som kloge mennesker har udkrystalliseret, og som vi kan støtte os til. Og det er der brug for.