At blive en sommerfugl.

Hvilken intention har sommerfuglelarven mon, når den forpupper sig og noget tid senere kravler ud af puppen som en sommerfugl? Den gør det bare, hengiver sig til det, lige som alle andre organismer instinktivt, af sig selv, gør det, de skal. Ikke ud fra en forpligtelse, men de kan ikke andet. Det er deres naturlige tilbøjelighed, deres natur, de følger. Det er den måde, livsprocessen udspilles for dem. Larvens eksistens er et resultat af, at en sommerfugl har sat nogle æg fast et passende sted, og når tiden er inde, bliver æggene til larver; en lige så forunderlig, men naturlig proces. Således består livet af overgange, mange overgange, og inden hver overgang er der noget, der skal udvikles og modnes.  

Livet som larve kan vare længe, ofte flere år, mens livet som sommerfugl kan være kort men vigtig, for her sker forplantningen, der sikrer, at der kommer en ny generation. Oftest foregår den første del af livet i mørke, i eller på jorden eller i vand, mens den efterfølgende del foregår i luften og lyset. Sommerfuglen, guldsmeden, frøen, fuglen, ja, også planterne, pattedyrene og mennesket gennemgår i deres liv en udvikling og forvandling, der fuldstændig forandrer deres livsform. For andre sker der ikke en fuldstændig forvandling fra larve til voksent individ men en mere glidende forandring, som den, der sker hvert eneste år, når vinteren afløses af forårets lys og varme med alt, hvad det fører med sig af vækst og livsudfoldelse; som når dagen gryr, og solen bryder frem efter en mørk nat.

At blive et menneske.

Overhovedet livets oprindelse og udvikling fra ikke-liv til liv er en dramatisk overgang, der førte til den diversitet af livsformer og arter, som kendes i dag. I det fødte menneskes udvikling ses også en diversitet og udvikling i forskellige retninger, afhængigt af arveanlæg og de forskellige påvirkninger fra miljø og omgivelser gennem opvæksten. Undervejs træffes der valg, og begivenheder finder sted, der udstikker retninger, så livet udvikles forskelligt for forskellige mennesker. Vi får en diversitet af menneskelige livsformer på tilsvarende måde som den diversitet af livsformer, der er skabt gennem evolutionen. Det er den samme mekanisme, der gør sig gældende for den enkelte livsforms, menneskets, diversitet som for livsformerne i evolutionen. Menneskets evne til at udvikle sig under de givne betingelser og forudsætninger gennem sit liv kan vi se som et billede på den udvikling, som livet har undergået gennem evolutionens mange millioner år under skiftende forhold og med forskellige arveanlæg som udgangspunkt. Vores undfangelse er som et billede på livets oprindelse; det samme kan siges om et frø, der spirer; når nogle betingelser er opfyldt, finder der en udvikling sted; en overgang fra et til noget andet. Forud er gået en afvikling, en frigørelse fra det forgangne. Frøet, der spirer, ophører med at være et frø, og selve dannelsen af frøet afstedkom også en adskillelse af frøet fra resten af moderplanten, idet plantens essens samles i frøet og udskilles derfra. Det sker efter, at frøet er dannet via en sammensmeltning af pollen og frøanlæg blomsten eller blomsterne, for tit er der jo både han- og hunblomster og han- og hunplanter. På tilsvarende vis udskilles æg- og sædceller hos mennesket for sidenhen, når omstændighederne er til det, at samles i en enkelt celle, der under de rigtige omstændigheder udvikles til et foster, der kan fødes og blive til et menneske.

Der er to overgange i den proces; dels frigørelsen af de essentielle anlæg fra moderorganismerne, f.eks. i plantens frø, og dels tilblivelsen af den nye organisme.

For at frøet kan dannes i en plante går der en lang proces forud; væksten skal vokse og udvikles, og på et tidspunkt kommer blomstringen, som er dannelsen af frøanlæggene, som indeholder det af planten, der er nødvendig for at en ny tilsvarende vækst kan udvikles; det er essensen af planten, arveanlæggene, der samles i frøet. Selve vækstens liv har indtil frøets dannelse og udskillelse været et ofte langt forspil, eller det vi forstår ved selve livet, for at frøet kan dannes og være basis for en ny organisme, et nyt individ. Hos nogle livsformer er udviklingen og udskillelsen af frøet kulminationen og afslutningen på organismens liv. Hos andre er det en proces, der kan gentage sig mange gange, og hver gang udskilles arveanlæggene, essensen, fra resten af livsformen; den får en selvstændig eksistens og er en overgang, der varer indtil, de rette betingelser og omstændigheder opstår for at et nyt individ kan udvikles ud fra essensen, arveanlæggene.

Den udvikling og forvandling guldsmedelarven, sommerfuglelarven og det lille menneskefoster gennemgår er af en anden karakter. Det er den samme organisme med de samme arveanlæg, der forvandler sig, og den forvandling, eller metamorfose, er analog med forvandlingen af planten fra frø til fuldt udviklet plante; det beskrev Goethe i øvrigt i sin lille bog, ”Planternes metamorfose”. Men tilsammen viser det, hvordan livet er fyldt med forandringer; forvandlinger, der medfører en frigørelse fra en tilstand til en orientering mod en ny tilstand, en ny livsform.

Biologi og bevidsthed.

Noget tilsvarende sker naturligvis for mennesket; vores biologi er ikke meget anderledes end andre livsformers forplantning, der følger bestemte rytmer og instinkter. Vi har dog den mulighed, at vi i kraft af vores bevidsthed og evne til at gennemskue og analysere ikke blindt behøver at være ofre for vores ”naturlige” rytmer og instinkter. Vores kognitive evner gør, at vi på baggrund af erfaringer kan træffe bevidste valg og afbryde den naturlige vej og følge vores egen, så at sige. Vi kan synes, at vores instinkter og natur har en ekstra dimension i form af bevidstheden, der udvider den fysisk-biologiske proces. På baggrund af erfaringer fra fortiden, kan vi have ønsker og træffe valg, som påvirker det, der sker i fremtiden på nye måder; vi kan bruge bevidstheden til at reflektere, inden vi handler. Refleksion og intelligens kaldes det også.

Refleksion er ikke noget, som mennesket har patent på; det er kendetegnende for alt liv. Det at kunne opfange eller sanse noget fra omgivelserne og dernæst omsætte og bruge det er fundamentalt for alle livsprocesser og alle livsformer. Det er det, der igangsætter alle stof- og energikredsløb.

Bevidsthed og kognitive evner er et redskab og en faktor, der påvirker såvel vores individuelle liv som udviklingen af kulturer og samfund. Vores kognitive evner giver os indsigt i en hel masse om naturens sammenhænge; fysikken, biologien, kemien, geologien og kosmologien beskriver mere og mere detaljeret sammenhænge i verden og i livet. Det er så grundlaget for udvikling af teknologi og stadig mere kraftfulde og sofistikerede redskaber, som vi kan bruge. Genteknologi sat os i stand til via manipulation med arveanlæggene, den genetiske information, at blande os direkte i livets udvikling. I den anden ende af skalaen har nogen planer om bosætning andre steder i rummet, og vi også igangsat eksperimenter, der om alt går vel gør os i stand til at lave fusionsenergi; altså kopiere de processer, som foregår i solen og bruge dem som energikilde. Kulturen, dvs. vores måde at leve på, at omsætte indsigter og viden på, er et resultat af evolutionen og vores biologi; udviklingen af kunstig intelligens og dens bearbejdning af data og informationer er en følge af Homo Sapiens-livsformen, hvordan vores biologiske og fysisk/kemiske krop, herunder også de kognitive evner, udfolder sig.

Til de kognitive evner hører også et valg, som ligger bag enhver af vores handlinger, hvad enten vi er bevidste om det eller ej. Det meste af det, som vi gør, sker helt automatisk som følge af vaner og mønstre, mens der også er ting, vi tænker over eller sover på, før en beslutning kan træffes. Hvad angår selve kroppen foretager den konstant den slags ”overvejelser” og justeringer i forhold til de påvirkninger, som den udsættes for, ud fra et ønske om at bevare sin integritet. Det vi, som mennesker gør, bruger vi nok kroppen til, men overvejelsen og beslutningen er det ”os selv”, vores bevidsthed, der foretager; vel sagtens også for at bevare vores integritet, som de mennesker vi er eller vil være.

Mange ting kan dog komme ind og påvirke os. Ikke uden grund er man for længst blevet opmærksom på det; helt tilbage fra Platons tid har man været opmærksom på skadelige følelser, der kan gribe mennesker og føre til dårlige handlinger. De syv dødssynder er på samme vis kristendommens måde at påvirke mennesker til ikke at synde men i stedet følge den rette vej. I buddhismen er der tilsvarende ”gifte”, der, hvis man lader sig lede af dem, forgifter sindet, der fører til fortabelse i Samsara, i livshjulet. Ideer og religioner søger på den måde at lede os på den rette vej, ofte både med et blik for den enkeltes som samfundets ve og vel. For naturligvis påvirker den enkeltes valg og liv det omgivende samfunds liv og udvikling; det vidste også grækerne. De fleste forældre, der har forsøgt at opdrage deres børn, er blevet konfronteret med vigtigheden af at lære at skelne mellem det rigtige og forkerte og gøre det rette, og det er en livslang proces, personligt såvel som samfundsmæssigt.

Liljen og fuglen.

Søren Kirkegårds historie eller prædiken, ”Liljen på marken og fuglen under himlen” har netop det motiv at lære os at gøre det rigtige. Udgangspunktet er ikke Kirkegårds eget påfund men en lignelse fra det nye testamente, hvor vi opfordres til at gøre som liljen og fuglen – Matthæus 6,24-34. Som der står i lignelsen, kan vi med liljen og fuglen som forbilleder blive ledt til at gøre det rigtige; de er vores opdragere og læremestre. For liljen og fuglen følger naturligt den vej, som Gud, eller naturen, har lagt for dem, og på samme måde er det menneskets mulighed at følge den vej, som Gud har lagt for det, hvis det ellers er opmærksom på ikke at gå forkert. På sin egen snurrige og omstændelige facon gør han rede for, hvordan vi kan følge de to forbilleder og følge den natur, der er menneskets; han henleder blot vores opmærksomhed på de vigtige pointer i historien.

Det kan synes underligt, at vi skulle kunne bruge to så enkle og almindelige livsformer som forbilleder, men livet er underlagt de samme grundlæggende principper som tidligere beskrevet. Vi kan tro, at vi kan vælge vores egne, men går vi rigtigt og undgår at fare vild i synder og forgiftninger, kommer vi til at følge de love og principper, som naturligt gælder; og for os er det en vej til at blive til mennesker!

Tavshedens nødvendighed.

I Kirkegårds, og Bibelens, sprog betyder det, at det første at gøre er at søge Guds rige; uanset hvad man har tænkt sig, om det så er at ”give alle sine penge til de fattige”, så søg først Guds rige. Selv nok så gode gerninger har ikke i sig selv noget med Guds rige at gøre; gør liljen på marken måske det? Nej, det vigtige her er at blive bevidst og opmærksom; at blive tavs, som Kirkegård kalder det. I tavsheden giver man slip på sine bekymringer om verdens ulykker og tanker om, hvad man kan gøre ved dem. Tavshed er et indre anliggende, som er basis for at kunne gøre det rette. Det er som at finde hjem til barnet, til det oprindelige og uskyldige; som når kroppen må finde ind til stamcellen, der ikke er ødelagt af alle mulige differentieringer og måske er kommet på vildspor; eller når hjernens bølger er kommet ud af trit med virkeligheden og et for højt stressniveau er resultatet. Så er der brug for ro, for balance, for at undlade at reagere på omverdenens krav og tilbud, for tavshed. Det er i denne tavshed, at vi har mulighed for at finde Øjeblikket og være nærværende til stede, hvor end vi måtte være. Det er i tavsheden, i øjeblikket, at vi som mennesker frigør os for det, der står i vejen; de evindelige forestillinger og ideer om, hvordan vi ser virkeligheden gennem gamle vaners briller i stedet for at se den, som den er.

Det er den samme tilstedeværelse i livet, som Chr. Reichardt skriver om; ”Altid frejdig, når du går; veje Gud tør kende” er hans måde at sige det på. Den frejdige lægger fortiden og bekymringerne om fremtiden bag sig og samler sig om det, der kan gøres nu.  

Hvis vi skal følge myten, var det Guds rige, som mennesket blev smidt ud af, da Eva blev fristet til at spise af æblet. Konsekvensen af handlingen, at blive født til et liv på jorden, bærer alle mennesker på. De må lære at stå på deres egne ben og håndtere den frihed, det medfører, frejdigt og frimodigt. Samtidig, siger teksten her, må mennesket altid først søge Guds rige; det må huske, hvor det kommer fra. Det er som det afrikanske ordsprog, der siger: ”Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, så se efter hvor du kommer fra”.

Med tanke på sommerfuglelarven, der på et tidspunkt ophører med sit hidtidige liv og forpupper sig; det er en betingelse at ophøre med noget, hvis ikke livet skal fortsætte sin hidtidige kurs, og det gør larven så, og så sker forvandlingen. Tavshed er Kirkegårds begreb for, hvad mennesket må gøre for udvikle sig således som anbefalet i evangeliet. Tavshedens kunst er koncentration, klarhed, fjernelse af det, der forstyrrer, oprydning, stilhed. Det er det, der gemmer sig bag metaforen tavshed; som når en god nats søvn klarer hjernen.  Formålet med helligdage, hviledage, fridage, er vel oprindeligt dette; at igen blive hele mennesker.

Lydighed.

Mennesket må dernæst, ifølge Kirkegård, lære lydighed, for, som der også står i teksten, kan ingen tjene to herrer; der er et enten – eller. Man kan ikke tjene både Gud og mammon, som det også hedder, eller både Gud og verden. Realiteten i dette enten – eller er, at det er Gud eller intet, påstår Kirkegård. Det er temmelig radikalt men står og falder med en indsigt i, at Gud er allestedsnærværende, i såvel vores omgivelser som vores inderste. Det er som at indse, at vores integritet som mennesker består i at bevare forbindelsen til livets kilde; det er derudfra, vi kan leve. Bevidstheden derom er det, der kan udfolde vores potentiale som mennesker, hvis vi ellers lytter til det, og det kan vi kun, hvis vi kender tavsheden, dvs. er klar og har klar bevidsthed.  Det står i modsætning til den forestilling, som vi let får om os selv, og som vi bærer med ind i alle mulige sammenhænge; behovet for at identificere os med noget kan være så stort, at vi ikke opdager, at det bare er en maske, en rolle, og så bliver vi til rollen. Så er vi på afveje og ”har to herrer” og i stedet for frie som fuglen og liljen, bliver vi styret af vores egen vilje og havner uvægerligt på et vildspor. Det er lydigheden og altså også skelneevnen, der er på spil.

Igen kan vi tænke på stamceller som et billede; de er endnu udifferentierede og upåvirkede og kan nogle gange bruges til at rette op på en sygdomstilstand, hvor celler er udviklet i en forkert retning. Og vi kan tænke på den netop overståede jul, hvor et lille uskyldigt nyfødt barn bliver fejret og æret som en konge, skønt blot et nyfødt barn. Og det er netop pointen; det er ikke noget andet end det, det er. Der er ingen identifikationer eller forestillinger; dem får vi andre steder fra, men i sig selv er barnet det perfekte billede, for det er blot det, det er. Det er en påmindelse om, at alt det, som børn sidenhen bliver til af ministre, minkavlere, munke eller hvad man nu bliver, er som en frakke, en identifikation eller overbevisning, man tager på sig. Glemmer vi det, mister vi forbindelsen til vores sande identitet; vi erstatter jordforbindelsen med en internetforbindelse, som Steen Møller siger, og så finder vi sandheden der – tror vi. Men barnet og julen skal minde os om den egentlige kilde til sandheden og livet.

Af en eller anden grund er vi ofte villige til at gå langt for at konsolidere og ikke miste det, som vi tror, vi er. Herodes, der ifølge julehistorien, får besked om det lille barns fødsel og betydning, er netop en arketype på den, der krampagtigt forsøger at holde fast på sin identitet og sin magt, og ser det lille barn som en trussel mod sig, og alle drengebørn må derfor dø.

”Kæmp for alt, hvad du har kært”, som der også står i Chr. Reichardts sang; skulle det være forkert? Nej, tværtimod; det er netop det, som du har kært, der er væsentligt og værd at kæmpe for. Alt det, som tilhører forfængeligheden, vores forestillingers og ideers verden, er ikke i den kategori, og dog er det alligevel meget almindeligt at kæmpe for sine ideer, sin forfængelighed.

Evnen til at skelne er vigtig her, for det er med til at gøre os til mennesker. Lige som liljen og fuglen, der uden at kunne andet, under de rette betingelser, følger deres natur, har vi også en natur, som vi kan følge, hvis vi ikke kommer på vildspor. Og det er meget let at komme; ja, det er netop menneskeligt. I Kirkegårds sprog viser det sig ved ikke at være tavs og ved ikke at lytte og være lydig. For vi har som Eva evnen til at lade os friste, og som en hest, der spiser for meget og bliver forfangen, kan vi også blive forfængelige og ville have mere end vi har godt af. Men omvendt er det også det, der gør os til mennesker; at vi har evnen til at lære, blive bevidste og skelne. Og det kan vi først, når vi bliver tavse og lytter, ligesom liljen og fuglen.

Glæde som en konsekvens.

”Gør det, og lær: Glæde”, skriver Søren Kirkegård så. Netop glæde er, hvad liljen og fuglen kan lære os, og det samme kan det lille barn. Er vi stille, tavse, men opmærksomme, lyttende, vil vi kunne se dem, som de er; ikke blot som værende glade men som værende glæden, betingelsesløst. Vores normale beregnende, bedømmende, bekymrende bevidsthed, der stiller betingelser og kræver begrundelser, forklaringer og måske garantier, fjerner os fra at se virkeligheden, som den er; den fjerner os fra øjeblikket og dermed fra den ubetingede glæde. Livet er det, der sker, mens vi har travlt med andre ting, sagde John Lennon engang, og det udtrykker vel noget af det samme. Vi kan have travlt med alt muligt; adspredelserne er mangfoldige og betydningsfulde, også økonomisk, i det moderne levede liv, hvilket blev særligt tydeligt under Corona-krisen. Den almindelige travlhed, i form af bl.a. striberne på den blå himmel og den tætte trafik på motorvejen, var suspenderet. Vi var nogen, der glædede os over det, mens andre længselsfuldt så frem til, at livet, det ’normale’, vante liv, striberne, bilerne, arbejdet, de normale travle tilstande, adspredelserne og fornøjelserne, og hermed også forfængeligheden, ville vende tilbage.

Livet i forhold til nutidig dansk normalstandard var sat på pause men ikke livet i forhold til det at være sig selv nærværende, hvilket er Kirkegårds definition på glæde, nemlig det at være, betingelsesløst og uafhængigt af omstændighederne. En historie om Frans af Assisi kan illustrere det. Sammen med sine brødre er han på vandring og er på vej hjem. Vejret er meget dårligt, og brødrene glæder sig til de kommer hjem i varmen og også kan få noget at spise. Frans kommenterer deres samtale og siger, at sand glæde er det kun, hvis de, når de kommer til klosteret, ikke bliver hørt, og der ikke bliver lukket op, alligevel kan gå videre, og stadig være glade og synge. Retfærdighed er ikke kun noget, der bliver udøvet af andre; ret færd er noget, alle har adgang til.

I det lys betyder glæde det at være i samklang med omstændighederne eller det, vi forstår ved fred og sindsro. Hvis sindet er i ro, kan vi møde omstændighederne uden betingelser eller fordomme og svinge i takt med det, som tilværelsen og omgivelserne byder os i øjeblikket. Det er let at se, at det også er en vej til frihed væk fra en tilstand, der er afhængig af omstændigheder og omgivelser, til en tilstand, der er ubetinget af disse omstændigheder; friheden giver anledning til en ny tilstand, et nyt liv eller en ny livsform; larven, der forvandler sig til en sommerfugl; frøet, der spirer og vokser op; æggene i vandet, der bliver til haletudser og senere frøer. Livet er fyldt med den slags; det er et karaktertræk for livet og for det at være et menneske.

Hermann Hesse’s digt ”Trin” i romanen Glasperlespillet udtrykker – igen -denne livsproces forbilledligt.

”Ligesom hver blomst visner,

og hver ungdom viger for alderen,

blomstrer også enhver visdom

og enhver dyd til sin tid

og må ikke vare evigt.

Ved hvert livstrin må hjertet være rede til,

i tapperhed og uden sorg,

at hengive sig i andre, nye bindinger.

Der bor en tryllemagt i alt, hvad vi begynde;

den skærmer os og hjælper os at leve.

Muntert skal fra rum til rum vi skride

Intet af dem dog som hjem froblive,

Uden lænker vil os verdenssjælen vide,

Trin for trin vil den os løfte, mere give.

Knap er vi hjemme i en kreds i livet

Og fortroligt standset op – så truer slaphed.

Kun den, der rede er til opbrud og til rejse,

Kan løs sig rive fra den golde vane.

Måske vil endnu også dødens time

Os nye unge rum imødesende,

Men livets kald til os vil aldrig ende;

Velan, mit hjerte, sig farvel, bliv rask på ny.”

(Mogens Boysens oversættelse)

Også døden må vi, vel med vores fornuft, se som endnu et trin, en overgang i livet; en afslutning på en livsform og begyndelsen på en ny. Også her er der brug for tavshed, med Hesse’s ord i form af tapperhed og uden sorg og en aflæggelse af slaphed og den golde vane for at kunne forny sig; foråret er i vente.