At leve livet.

Utallige er de natur- og især dyrefilm, der produceres og vises i fjernsynet, ofte i den bedste sendetid. Utallige er de dyr, der har fået deres hver især specielle adfærd beskrevet og vist i detaljer: ulve, pingviner, delfiner, elefanter, (is)bjørne, fisk af mange forskellige slags osv. Alle er de dyr, men de har hver især deres specielle måde at leve på, deres specielle livsform, gennem hvilken de udfolder livet. Og vi kan undres, og underholdes, og først og fremmest kan vi se forskel og se, at der er mange, uendelig mange, måder at leve livet på.

På samme måde lever mennesker på mange forskellige måder, afhængigt af hvor mennesket lever, hvad det anser for vigtigt, dets livssyn, og hvad der overhovedet er muligt. Vi anser ikke os selv som fastlåste i en bestemt livsform som dyr og planter; til gengæld kan vi have nogle fastlåste forestillinger om vores liv og dets muligheder og mening. Det viser sig i filosofi- og idehistorien og alt, hvad det har ført med sig af forandringer. Mennesket i dag har ikke kun sit fysiske udtryk til fælles med tidligere tiders mennesker; også forestillingsevnen, evnen til at se nye muligheder, fantasi og kreativitet, som har at gøre med hjernens udvikling, er gammel, og vi anser den for helt essentiel for mennesket.

Er det det, der gør os til mennesker? Er det det, der er essensen for et ‘rigtigt’ menneskeliv, så vi kan sige: dette er et menneske, der lever et rigtigt menneskeliv, og som vi kan følge og have som forbillede? Er det ‘rigtige’ at gøre som vi vil, for ethvert menneske er frit til at bruge sine evner og kun forpligtet over for de love og regler, som det menneskelige samfund sætter? Er det det, der gør os til mennesker?

Tænker vi igen på dyrene og måske også planterne, der følger en ganske bestemt og forudsigelig rytme i livet, kan man spørge: Har mennesket ikke også en bestemt rytme og retning i livet, eller er det virkelig kun underlagt sin egen fantasi og sine kreative evner til at følge sin egen vej og leve livet, som det vil og selv bestemmer?

Religioner og også politiske strukturer er sat i verden for at være vejledere, bestemme og lovgive for mennesker. Det er dog nærliggende at tro, at lige som vi i sin tid blev til ud fra stamceller, der stadig findes i vores fysiske krop og kan aktiveres, så har vi også ved fødslen “arvet” og fået overgivet en slags essens, som er vores egen “indre vejleder”.