Mennesket og naturen og menneskets egen natur kunne også være overskriften. Også i forbindelse med det valg, der lige har været, dukker de gamle klassiske ord om de gode ledestjerner for menneskenes liv op. For det kunne vel godt være eksponenter for det, vi må forvente af de ledere, der skal vælges.

Eller måske vi også skal forvente det af os selv. I lang tid har vi bare spurgt efter, hvad vi kan lide, har lyst til, vil have, gider eller ikke gider. Om lidt er det jul, og spørgsmålet om ønsker dukker op, for tilsyneladende lever vi stadig i en verden, hvor man kan få, hvad man ønsker sig. For efterhånden rigtig mange af os i denne del af verden i al fald. For ræsonnementet er, at det, jeg ønsker mig, er godt for mig. Det er ikke underligt, at mange fra mere fattige eller politisk ustabile lande i verden gerne vil hertil. Eller i det mindste nå dertil, hvor de blot kan få det, de har behov for; den grænse, som vi, generelt set, for længst har nået og klart overskredet. Og vi har også indset, at det er umuligt for hele verdens befolkning at komme dertil; verdens resurser er for små til, at alle kan deltage i det materielle forbrug og den dekadence, der nu er blevet vores udfordring.

For nogen ser løsningen ud til at være mere vækst; altså en fortsættelse af den produktive virksomhed, der har kendetegnet især de seneste 150 år. Det er jo også ønsket om vækst, der får mennesker til at forlade deres land og søge hertil for at få del i rigdommen. Når virksomheder og lande vil have vækst, kigger de jo også efter nye markeder. De, der har råd, kigger efter nye produkter. De, der kan, gør hvad de vil, for hvor der er en vilje, er der en vej, som man siger, og selv afmagt kan mobilisere en stor vilje. Det er sikkert også en form for afmagt, der får mange grønlændere til at begå selvmord, for de har ikke kunnet se andre veje.

En klog mand, Viktor Frankl, skrev en gang, at der findes en frihed, man aldrig kan tage fra et menneske, nemlig friheden til selv at vælge, hvordan man reagerer og vil forholde sig i en given situation. Som moderne forkælede bekvemmelighedssøgende vesterlændinge har vi fået vores egen fortolkning af, hvad frihed er for en størrelse. Kigger vi efter, vil vi opdage, at vores forståelse af frihed er bundet op på omstændigheder, kulturelle konventioner, vaner og regler, som så bliver argumentet for at gøre, som vi gør. Men er det frihed?

I myten om syndefaldet, hvor vi uddrives af Paradiset, fordi vi handler som vi selv vil og ikke som Gud vil, er det netop omstændigheden ”Kundskabens træ”, vi ikke kan lade være og derfor må forlade Paradiset og i stedet selv må klare livet og skaffe os til dagen og vejen. Vi vil vel mene, at Eva benyttede sig af sin personlige frihed til at plukke æblet, men det fik konsekvenser; de mistede retten til det frie liv i haven og måtte i stedet leve uden for og selv sørge for livets opretholdelse, nærmest som en slags selvstændige iværksættere eller unge mennesker, der bliver sendt hjemmefra.

Vi kan også se det som et billede på at blive født, blive givet livet, som vi kender det. Det, vi ikke må glemme, er hvor vi kom fra, for deri ligger nøglen til at se, hvor vi skal hen og hvad vi skal. Hvad er det, vi står overfor at skulle, når vi efterhånden har fået den ydre verden så meget ind under huden, at vi trues af en materiel dekadence og af meningsløshed på de indre fronter men alligevel ikke kan se anden løsning end at fortsætte. Så er det måske godt at tænke på, hvor det var, vi kom fra, som det også siges i det gamle afrikanske ordsprog: ”Hvis du ikke ved, hvor du skal hen, så se efter hvor du kom fra”.

Handler vi som en reaktion på kriser, på en usikker fremtid, på en risiko for død og ødelæggelse, på dårlige, korrumperede ledere, eller måske på at vi kan købe os til stort set, hvad vi vil ha, så hvorfor da ikke gøre det, mens tiden og mulighederne er til det, for vi lever jo kun en gang? Hvorfor dog ikke bruge muligheden for at vinde den store gevinst i aktiehandel, lotto eller bitcoins? Kan vi andet end se efter de muligheder, der findes og opstår, nogle gange blot tilfældigt, andre gange som en konsekvens, f.eks. af et tilbud om et afdragsfrit lån, så der bliver mere luft i økonomien, muligheder for rejser, uddannelse, en større bil eller bare en højere levestandard, større forbrug, højere pensionsopsparing, kort sagt et bedre liv? Er det ikke vores natur som mennesker at gå efter det, der giver glæde og velstand, tryghed, sikkerhed og fremgang og bruge de muligheder, der gives os, så vidt muligt inden for lovens rammer? Er det ikke det, som livet faktisk handler om, dets essens? Var det ikke det, vi fik at vide at vi skulle, da vi blev jaget ud af Paradiset? Og i lignelsen om talenterne bliver det menneske, der bedst bruger sine talenter og får dem til at blive til flere, da ikke også belønnet mest? Skulle det være forkert?

For at forstå det, må vi se det i et større perspektiv. De omgivelser, den natur og de medskabninger, som vi omgiver os med, bruger, lever i og af og med og udnytter er vores livsgrundlag og i realiteten vores ophav. Kigger vi godt efter, er vi dybt forbundet med den natur, som vi synes adskilt fra, men uden den havde vi ikke været her. Og i det omfang vi bruger, forandrer eller måske ødelægger den, er det reelt os selv, som vi bruger, misbruger, forandrer eller ødelægger.

Der er intet nyt i det; alle andre livsformer påvirker også deres omgivelser. Uden planter, træer og alle de andre, der laver fotosyntese, havde der ikke været den ilt i atmosfæren, som vi er afhængige af og som livsformerne har måttet tilpasse sig. Tilpasningen sker i kraft af, at det, som bliver sanset, bliver omsat og integreret og således bliver det en del af organismen, som derved bliver i stand til at bevare isolationen, adskillelsen; omgivelserne bliver en integreret del af organismen, livsformen, mennesket.

Så på den ene side er der en adskillelse, på den anden side er det en forbundethed, en enhed, hvor det ene er et spejlbillede af det andet. Alt efter hvad vi er i stand til ser, sanser, oplever og optager vi verden omkring os, og som vi gør det, sådan bliver vi. Den sande oplevelse og sansning, det sande billede af verden omkring os, opstår, når vi ser og sanser den, som den er: uden forudfattede opfattelser, filtre eller fordomme. Hvis vi opfatter verden som den er, nærmer vi os også sandheden om os selv, vores sande billede, der er uden behov for at være noget specielt, få noget bestemt, for at hævde os, være flove, forstille os eller skamme os men blot være dem, vi er. Alt dette vil fordreje vores opfattelse af virkeligheden og dermed vil vi ikke få det sande billede af os selv.

Det sande forhold mellem virkeligheden og mit spejlbillede betyder, at jeg ser ligheden mellem dem og deres ligeværdighed. Der er i realiteten ingen forskel; den opstår kun, når jeg ikke ser virkeligheden, som den er. I det lys er alt af samme oprindelse

Den verden og virkelighed, som jeg bogstavelig talt er født ud af, kommer derved naturligt nok til at fremstå som noget, jeg er adskilt fra og i modsætning til. Sansningen lærer mig den at kende, opleve, opfatte, og jeg lærer at skelne mellem det, der jeg ser, sanser, opfatter. Ydermere lærer jeg at skelne mellem virkeligheden og det – mit – sande billede af virkeligheden: adskiltheden, enheden og også forskelligheden. I dette ligger det, vi kunne kalde for skønheden; at se virkeligheden, enestående, som den er.

Dette syn på verden og virkeligheden, forskellighed i enheden, kaster et anderledes lys på vores ageren i verden. Så længe vi lader tanken om at være adskilt fra verden, der både er rigtig men også en illusion, råde, kommer vi let i et modsætningsforhold til verden og omgivelserne. Vi kan føle trang til at bevare og styrke vores selvstændige identitet, fordi vi vil frygte at blive opslugt af omverdenen og miste identiteten. Vores handlinger vil derfor rettes mod at styrke og konsolidere vores integritet, og der opstår konkurrence og magtspil. ”Fjenden” bliver omgivelserne i form af anderledestænkende, og redskabet er enten en forsvarende eller en aggressiv adfærd. Og det bliver legitimt, for vi lever jo i en verden af konkurrence; blot se på dyreriget, hvor territorier og grænser opretholdes gennem kampe, og vi spejler os i dem og forstår, at sådan er livet, også menneskets. Handlinger, der giver magt, herredømme og anseelse bliver det anerkendte.

Der glemmer vi, at vi er mennesker og ikke dyr og alt om vort fælles ophav, om et fællesskab, hvori vi har en rolle at spille og udfolde. Det er nok igennem at handle selvstændigt og på egen hånd så at sige, men det er i forhold til det, som livet er: enheden, sandheden, skønheden. I forhold til det må vi gøre det gode, finde godheden, hengivelsen. Vi har alle hver især mulighed for at se os i et samspil, hvor hengivelse bliver den styrende adfærd frem for en grænsesættende eller magthaverisk adfærd, dikteret af modsætninger, magt, mig. Vi kunne sige, at godhed er at give sig selv hen; gode handlinger; “Kæmp for alt, hvad du har kær”, som det hedder i sangen.

Nogen kalder det for ”det dobbelte natursyn”; at kunne se både sine omgivelser, omverdenen, naturen og samtidig sig selv, sit hjertes vilje. Det er at se sig selv i det rette perspektiv; at uden omgivelserne, omverdenen, naturen er vi intet; tværtimod har vi en dyb samhørighed med den, og en af livets store udfordringer er at få øje på den.

Når Aristoteles for over 2000 år siden pegede på Ethos, Logos og Pathos, som senere, i 1800-tallet, blev til det Gode, det Sande og det Skønne, var det netop for at pege på de essentielle egenskaber, der gør os til mennesker, men som let overskygges af andre og mere instinktive egenskaber; de kendes i bl.a. kristen terminologi som de ”syv dødssynder”: misundelse, gerrighed, vrede, frådseri, utugt, dovenskab og hovmod. Skam og frygt er også værd at nævne, da de kan ligge bagved de andre og dermed gøre det legitimt at være f.eks. gerrig eller stolt, der jo også ligger tæt op ad hovmod. I Buddhismen er det vrede, begær og uvidenhed, der anses for de centrale ”gifte”, og det er jo blot andre ord for det samme.

Min mor reciterede for nylig følgende digt, som hun spontant erindrede, at hendes bedstemor havde skrevet i hendes poesibog:

Drag med ret og sandhed i dit våben

Kun i livet ud med frejdigt mod;

Da vil lykken holde vejen åben,

Skabe dig en fremtid lys og god.

Og hvad end du må i livet prøve,

Når ad ukendt vej du higer frem;

Lad dig på din vandring ej berøve

Kære minder fra dit barndomshjem.

Digtet siger noget af det samme som ordsproget: husk altid hvor du kommer fra; det er der, kilden til dit liv findes. Det er dér, den uspolerede og upåvirkede del af os findes;  det, der kommer tættest på stamcellen; den celle, der er kilden til din krop og eksistensen.