Strofen fra den kendte julesalme antyder noget centralt i livet, nemlig at glæden – bemærk den bestemte form – ikke er en selvfølge, og at den er vigtig og skal værdsættes.

B.S. Ingemann kaldte sin sang for ‘Børnenes julesang’, og mon ikke han har ment menneskebørnene. Børn har de voksne, deres ophav, at forholde sig til; menneskebørnene har også deres ophav, deres skaber eller deres livs mening, årsag og hensigt at forholde sig til, og det må de ikke glemme. Julen er glædens budskab og påmindelse herom. Der er rig mulighed for at fare vild, og mulighederne er ikke blevet færre siden Ingemanns tid for snart 200 år siden.

Paven havde samme emne oppe ved den årlige julemesse; menneskers optagethed af grådighed, forbrugerisme, hedonisme, materialisme, fixering på rigdom, egoisme og narcisisme  er menneskenes fjender, selv om det er dem, vi alle mere eller mindre bruger som pejlemærker i livet. Kendetegnende for dem alle er, at de splitter og adskiller mennesker fra hinanden.  Konkurrencestaten og -samfundet kan ikke eksistere uden disse værdier, og vi har også svært ved at se nogen alternativer for os selv som individder. Vores personlighed og eksistens er mere og mere centreret om dem. Julehjælp f.eks. bliver givet, så der bliver råd til ‘ordentlige’ gaver, for hvem synes det er sjovt at sige, at man altså blot fik et par – måske hjemmestrikkede – uldsokker i julegave. Det var et offentligt argument for julehjælp før jul, og det siger meget om verdens eller menneskenes tilstand; den er kritisk! For disse værdier understøtter kun vores begrænsede individuelle personlighed på bekostning af omgivelser, miljø og fællesskaber. Uden dem er vi ingenting, men hvordan kan vi vide det, hvis horisonten kun når til vores egen næsetip, og vi tror at det er verdens ende?

Paven, julen og glæden minder os om, at der er helt andre værdier, som er de egentlige stjerner, vi skal navigere efter. Vi må nok have øje for os selv, men vi må også se ud over os selv, for verden og livet er meget større, ja, uendelig stor. Og vil vi have del i den verden og den del af livet, må vi ophøre med at tro, at livet kun handler om os selv. Vores egne små personlige liv og skærmydsler er at sammenligne med børn, der i sandkassen også tror, at de har hele verden i deres hænder i den leg, de skaber. Den voksne ved siden af kan more sig lidt over det og tænke, at de nok bliver klogere, når de bliver større og træder ind i ‘de voksnes verden’ med uddannelse, arbejde, karriere, økonomi, parforforhold, osv. Alt for tit bliver vi mindet om, at det voksne, ansvarsfulde og ‘rigtige’ liv er det, der handler om økonomisk sikkerhed og materiel velstand i en sådan grad, at vi har svært ved at få øje på andet. Mætningspunktet er nået og overskredet, så vi er ved gå til i overflod. Julegaverne bliver i stor stil til gavekort, fordi kun de færreste ved, hvad de ønsker sig og har fantasi til at kunne finde på egentlige gaver at give; ingen mangler jo tilsyneladende noget mere. Og med et gavekort kan vi jo få, hvad vi vil; en fantastisk mulighed og et privilegium, som det jo reelt kun er de færreste i verden forundt at have: at kunne købe sig til det, man har brug for.

Men det er ikke de muligheder, Paven, julen og glæden skal minde os om. Tværtimod minder de os om, at de egentlige værdier ligger et andet sted og meget mere ligner børnenes fantastiske verden, hvor alt kan ske. Derfor er børnenes julesang en sang for de voksne, en opfordring til at genfinde glæden ved livet gennem den barnlige, simple, inderlige, nysgerrige og tillidsfulde tilgang til det,