‘In order to stay the same…life must change’ – livets forvandlinger.

Ovenstående citat er fra Lynn Margulis’s bog ‘Microcosmos’. Hun er biolog og studier af livets udvikling har fået hende til at drage den konklusion, at livet kun kan bevares, hvis det forandres. I Buddhismen siger de stort set det samme, nemlig at forandring er livets lov. Og måske er det det samme, som kristendommen lægger i tanken om ‘det evige liv’; vi, der er bærer af livet, er forgængelige, men livet som sådan er evigt. På sin vis er det jo også det Lynn Margulis siger: for at livet kan bevares, må det skifte udtryk.

Hvis jeg derfor identificerer mig med min krop og personlighed og de roller, som jeg går rundt og spiller i dette mit fysiske/biologiske/sociale liv, ja, så må jeg dø, for det ophører med at eksistere. Jeg bliver så at sige et offer for min identifikation. Kan jeg derimod indse, at en identifikation kan være hensigtsmæssig maske, rolle eller livsform at påtage mig men ikke må forveksles med mit egentlige jeg eller selv, er jeg på sporet af livet bagved masken og livsformen.

I ovenstående film, The Butterfly Circus, (ca. 20 min. lang) er der en flot og meget rørende skildring af, hvad en identifikation kan have af konsekvenser. Og tilsvarende viser den, hvad der kan ske, når man indser, at identifikationen blot er en forestiling, som man kan forlade, hvis man har modet til det. Og titlen kan jo ikke være mere velvalgt; for sommerfuglens liv fra larve til puppe og til sidst den flyvende sommerfugl er jo et gammelt symbol på livets forvandlinger; der er intet mystisk i det; det er livets natur. Nick Vujicic, der spiller en hovedrolle i filmen, er selv et levende eksempel på, hvad der kan lade sig gøre.

Hvis vi som mennesker ikke skal føle os som ofre for livet, må vi følge den samme vej; det ligger i vores natur på samme måde som det ligger i sommerfuglens. Vi må afvikle vores frygt og skam og hvad der ellers findes af falske forestillinger, som forhindrer os i at leve som de frie mennesker, vi blev født som.

I julegave fik jeg Svend Brinkmann’s bog ‘Stå fast’; den er ‘et opgør med tidens udviklingstvang’ og ‘den accelererende kulturs’ (= forbruger- og konkurrencesamfundet) krav om forandringsparathed, livslang læring og selvrealisering. S.B. foreslår, at vi i stedet for konstant at bruge vores fødder til mere eller mindre bogstaveligt at afsøge nye områder for at ‘finde os selv’ slår rødder og ‘affinder os med os selv’.

Det kunne lyde som det modsatte af ‘livets forvandling’ – at skulle ‘affinde sig med sig selv’. Jeg foretrækker at læse den på den positive måde; at der i at affinde sig med sig selv også ligger en afvikling af de falske forstillinger og en indsigt i, at meget af vores liv uvægerligt udspilles gennem masker og roller, Det må vi indse, acceptere, ‘affinde os med’. Og netop det er vejen til at slippe identifikationen med rollen, som vi så let bliver fanget i og offer for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *