Guden Janus med de 2 ansigter. (Fra Wikipedia)
Ordet Januar stammer fra den romerske gud, Janus, der stod for forandring og ny begyndelse og havde evnen til at se både fremad og tilbage samt se en sag fra flere sider. Derfor har han 2 ansigter, der vender hver sin vej. Janus minder os om, at romerne anså forandring som noget uomgængeligt; Janus blev, iflg. Wikipedia, især tilbedt ved så- og høsttid samt ved fødsler og bryllupper og andre skelsættende begivenheder.
Hos os er januar måneden, hvor det nye år begynder; nytåret er for mange også tidspunktet, hvor vi både ser tilbage og frem og måske sætter nye mål, f. eks. i form af nye krav til os selv om en sundere eller på anden måde ændret livsførelse; måske fordi vi indser, at nu er der gået et år mere; vi er blevet et år ældre og måske er der noget, vi gerne vil eller noget, vi ikke vil mere!
Vi regner jo med, at vi selv har indflydelse og kan træffe et valg om fornyelse og forandring i livet. Hvis vi har kunnet ane konsekvenserne af en uheldig livsførelse, er det måske her, hvor årsskiftet hjælper med at træffe beslutningen, at vi kan vælge forandringen. Som børn vi har det let, for da er vi inde i en naturlig udvikling og vokser. Og når vi er blevet voksne, må vi finde andre måder at vokse på: uddannelses- og arbejdsmæssigt, økonomisk, materielt, familiemæssigt. For det meste er vi styret af omgivelser, samfund, traditioner og forbilleder men også tilfældigheder, der hjælper med at formulere ønsker og træffe valg. Og på den måde er vi havnet der hvor vi er.
Set lidt ovenfra kan langt de fleste af os godt ligne en flok køer, der drives hjem fra marken; nogle er lidt genstridige og prøver at stikke af, især de yngre, der ikke har lært reglerne og prøver at bruge sin frihed. Men efterhånden kommer de alle ind i flokken og følger efter hinanden og næsten skubber hinanden i den samme retning. Og sådan går det dag efter dag, år efter år. Og hvorfor også lave om og bryde ud af flokken; her er jo grundlæggende trygt og nye græsmarker en gang imellem. Er det ikke forandringer nok?
Årets gang er som et billede på vores liv. I januar begynder lyset at vende tilbage, og lidt senere bliver det også så varmt, at safterne og energiomsætningen stiger, naturen får mere og mere liv og ekspanderer efter at have været sat på vågeblus en tid. En ny begyndelse eller rettere en gentagelse af sidste års begivenhed ved omtrent samme tid for et år siden, for to år siden og tre år siden, ja, i utallige år. Hvert år fortsætter livet, hvor det slap i efteråret, da mørket begyndte at fortrænge lyset, og livet gik i dvale. Utallige år er gået på denne måde, og for os ser det ud som en gentagelse med små variationer over det samme tema.
Har også naturen nye ønsker og mål, når et nyt år begynder? Et mærkeligt spørgsmål, for naturen er jo ikke ‘nogen’ og kan jo som sådan ikke have ønsker, ambitioner eller mål. Men den udvikler og forandrer sig, og medmindre vi vælger at overlade det til den højere magt, der i sin tid sendte os ud på egen hånd, er den bedste menneskeskabte forklaring, at naturen er selvorganiserende. Noget kan lade sig gøre, andet ikke; noget er bæredygtigt, andet er det ikke. Hvis der findes mål, er de nok af en noget anden karakter end de for mennesker almindelige nytårsforsætter. For naturen og livet er styret af andre kræfter og lovmæssigheder, end det ‘normale’ menneske er, og som vi måske også kun har erkendt en lille del af,. Eller vi skulle måske sige det omvendt: hvor mærkeligt det end lyder, er mennesket tilsyneladende styret af andre kræfter, end naturen og livet i almindelighed er. Og dog; i og med at vi er en del af naturen, hvorfor skulle vi så ikke følge de samme love og regler som livet og naturen i almindelighed? Det er jo også en kendt sag, at det er meget svært at iagttage sig selv helt objektivt, og når det lægges oven i, at vi anser os selv for værende noget særligt, så kan vi godt få problemer med beskrivelsen.
Eller også har vi bare ikke set før i denne skala, hvad der sker, når en population af individer bliver så dominerende, som mennesket er på jorden nu. For mens menneskets mål, både som enkeltindivider og som samfund har været og er at konsolidere sin nuværende livsform, udvikler naturen sig efter det muliges princip efter de forhold, der nu er gældende på et givet tidspunkt. Ja, på sin vis konsoliderer naturen sig også, idet den tilpasser sig vilkårene. Er temperaturen steget lidt, påvirker det nedbøren og fugtigheden, vinde og måske havstrømme, og nogle livsformer favoriseres fremfor andre. Hvis luftens og vandets sammensætning og indhold af næringsstoffer er ændret, påvirkes livet også. Nogle livsformer vil kunne tilpasse sig forandringerne, andre ikke men de kan måske flytte sig i stedet for.
Hvert år er betingelserne for livet blevet ændret en smule, og små, næsten umærkelige, forandringer i naturen og livets sammensætning har fundet sted. Livets mulighed har været og er stadig at indrette og udvikle sig efter de til enhver tid gældende forhold. Dog er der den lille men vigtige ændring, at livet selv er blevet en stadig større del af forholdene, og således er det forgangne liv blevet en del af livsbetingelserne for senere livsformer. Resultatet er at der er udviklet stadig mere komplekse livsformer. Sådan er det gået år efter år efter år. Naturen har som sådan ikke haft noget ønske eller mål med det eller med nogen bestemt livsform; der er bare nogen, der har været bedre egnet end andre til at leve og udvikle sig under de skiftende omstændigheder; vi kalder det kort og godt for livets udvikling.
I de seneste århundreder har mennesket vist sig som en særdeles levedygtig organisme, der har evnet at tilpasse og udvikle sig under de vekslende forhold i en sådan grad og med så stor succes, at det har haft enorm indflydelse på naturen og dermed dets eget miljø. Det er vanskeligt ikke at se menneskets lange vandring med erhvervelse, udnyttelse og integration af viden og færdigheder som blot en del af naturens og livets udvikling. Vi kan have en idé om, at det, at vi har været i stand til at bruge og udnytte vores omgivelser, og at vi har en bevidsthed om os selv og vores liv her, gør os til noget særligt og derfor giver os særlige rettigheder. I alt fald har disse evner haft kolossal betydning for meget her på denne lille planet. Der er sket så store forandringer i miljøet, at selve den livsform, den måde, det moderne menneske forvalter sit liv på, nu er en trussel for den samme livsform. De livsbetingelser, som vi har skabt os, kan omgivelserne ikke fortsat give os; dels fordi vi er blevet så mange, dels fordi vores virksomhed har eroderet og eroderer vores eget livsgrundlag.
Vi har udviklet og forfinet evnen til at neutralisere eller udrydde det, der står i vejen for os, og ofte er det sket bare som en uheldig sideffekt af vores adfærd, når vi har udnyttet og omsat mere og mere af vores omgivelser. Det har bl. a. også medført, at vi kalder os selv for ‘Det vidende menneske’, Homo Sapiens, og nogle gange endog Homo Sapiens Sapiens, dvs. ‘det bevidste menneske’; mennesket, der er vidende om sig selv. I den bibelske skabelsesmyte jages Adam og Eva ud af paradiset netop fordi de spiste af kundskabens træ; mennesket fjernes i myten fra den ideale paradistilstand, fordi det vælger at følge fristelsen, og det har konsekvenser! For at leve må det bruge sin evne til at erhverve og omsætte kundskaber, så når vi kalder det nuværende samfund for videnssamfundet, så er det en betegnelse, vi har kunnet hæfte på menneskelige samfund siden det kom til verden, hvordan og hvornår det så skete; en gradvis akkumulering af viden om, hvordan man kan leve og overleve udenfor paradiset. Og samtidig ser det ud som om spørgsmålet om mening også har været en del af menneskets liv; en refleksion over, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen, og hvad meningen med livet er, har været en tro følgesvend. Myten om paradiset og mange andre tilsvarende er opstået i mennesket for at kaste lys på og finde en forklaring på livet, for vi har et behov for at forstå og vide.
Og så er vi ved at være tilbage ved temaet: forandringer og ny begyndelse. Hvilken forandring har vi i grunden behov for, når vi udbreder perspektivet og ser lidt ud over vores egen lille egocentriske verden? Hvilke prioriteringer og rettigheder er vigtige? Hvilket ansvar har jeg som menneske? Hvad er meningen med mit liv i grunden? Egentlig velfærd og retfærd begynder der. Der er god grund til at ønske hinanden godt nytår.