Ofre og gaver

Det har lige været jul, og der er blevet givet og modtaget gaver som aldrig før.

Gaver og ofre er også, hvad man kan opleve i de kirkelige ritualer, der følger med julen, og ofringer er i det hele taget noget, der har fundet sted i de fleste kulturer. Og altid har det været forbundet med taksigelser for et eller andet i det forgangne eller ønsker om en noget i fremtiden. En af de mest kendte er vel Abraham, der som beskrevet i det gamle testamente er blevet beordret til at ofre sin søn, Isak; et forehavende, som han dog i sidste øjeblik forhindres, tilsyneladende af en højere magt.

Men hvad er det, som åbenbart gør det nødvendigt at ofre og give gaver? Findes der en rationel forklaring eller er det overtro? Er det en måde at vise sin uselviskhed på, eller ligger der bare en dybt egoistisk tankegang bag?

Da hyrderne på marken hørte om det lille barn, der var født i en stald, gik de straks derhen, og med sig bragte de nogle gaver til den lille families nyfødte i håbet om, at gaverne ville hjælpe det lille barn, for de havde hørt, at barnet også var håbet i deres liv. Ligeledes bragte de tre vise mænd gaver med sig, da de også opsøgte barnet, for også de havde en forudanelse om barnets betydning for menneskene.

Det var den samme profeti om det lille barns kommende betydning, der fik Herodes til ikke at give gaver men tværtimod forsøge at tage barnets liv, for han huede ikke den trussel, som barnet åbenbart udgjorde mod hans herredømme. Han ønskede at bevare sin eksistens og konsolidere sin status som konge og ønskede ikke de forandringer, som barnet blev spået at føre med sig; derfor ønskede han, at barnet skulle dø, men det lykkedes som bekendt ikke for ham at gennemføre sit forehavende. Tværtimod måtte han ifølge historien selv dø.

For at livet kan bevares, må det forandres, og vi kan tolke det ind i historien, at forandringer næres af gaver og ofre. Ringen sluttes, når vi betragter livet selv som en gave, som noget vi har fået men kun til låns, for det er givet, at vi skal miste det igen. Det er således en fejl, hvis vi identificerer os for meget med vores liv, som det er, for det forandres. Det daglige liv er en daglig forandring, og bæredygtighed er noget, der handler om at give plads for denne forandring.

At ofre noget eller give det, måske bedste, man har, er i det lys en øvelse i at se den kendsgerning i øjnene, at jeg kun selv forandres ved at give afkald på det, jeg selv identificerer mig med. Kong Herodes står som et billede på det at holde fast på en identitet; hvis du søger at frelse dig selv, skal du dø, for man kan ikke leve, hvis man nægter at tage imod livet.

Det er i det perspektiv, vi må se de gaver, som vi giver til hinanden, hvis de skal have egentlig værdi for os; de er en hjælp til, at vi kan lære at sætte os ud over os selv, både som giver og som modtager, og dermed en hjælp til at vi kan blive det, som vi er og ikke stagnere i frosne identifikationer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *