Velfærd, som vi må forstå som det at få et godt liv og bruge det til at gøre det, som vi skal gøre i livet, og således gøre livet meningsfuldt, er kun muligt, hvis vi er dem, vi er. Det er en opgave for samfundet og omgivelserne at tilvejebringe omstændigheder, så det er muligt for os, men det er også en opgave for det enkelte menneske. Vi vil så opdage at de ydre omstændigheder ikke er den afgørende faktor for velfærd. og det er i det lys, at man også må forstå begrebet ‘det frie menneske’.

Et menneske er frit, hvis det ikke er bundet af de forskellige omstændigheder, som det er skabt af, i sin opvækst et resultat af, og til enhver tid omgiver det. Vi er intet uden alle de omstændigheder, og de har gjort os til dem, vi er. Men fordi vi er født et sted, bliver vi ikke nødvendigvis boende det same sted eller hos de samme forældre, går i den samme skole og siger de samme ting, som vi gjorde en gang. Vi er ikke automatisk bundet til den samme adfærd, de samme mønstre eller den samme tankegang, selv om vi ikke kan flygte fra vores fortid eller fra nutidige omstændigheder. ‘Nissen flytter bare med’ er en kendt talemåde, hvis nogen skulle være så letsindig at forsøge at flytte sig. Ja, nissen flytter med, hvis vi fortsætter med at gøre eller, tale eller tænke som vi plejer; uden at vi egentlig vil det, skaber vi let de samme omstændigheder rundt om os. Vi er således ofre for vores måde at forholde os til omstændighederne på, og det er derfor vores forhold til dem, vi bliver nødt til også at revidere.

Men historien om den lille pige med svovlstikkerne er da netop et offer for omstændighederne, for andre menneskers kulde og manglende medfølelse og for en urimelig måde at behandle børn på og for et samfund, der ikke har omsorg for de svage? Det kan man sige, men hvad skal pigen gøre ved det? H.C. Andersen lader pigen handle og bruge sin fantasi og forestillingsevne. Hun stryger svovlstikkerne, der tænder lyset i mørket for hende, og for pigen ændrer det alt i den objektivt set umulige situation, som hun er i, og forfatteren lader hende få sin frihed ved at blive forenet med bedstemoderen i døden.

Men det er da ingen lykkelig udgang? I sidste ende er der kun den udgang, som den endelige befrielse for de trængsler og det besvær, som følger med livet. Men i lidt mindre radikal forstand vil enhver erhvervelse af frihed indebære forandringer og kræve vores vilje, evne og mod til at give slip på gamle mønstre og den tryghed, de trods alt giver og hengive os i andre sammenhænge. Og vi kan ligeså godt begynde at lære det!

Gid vi alle må søge efter at blive ‘frie mennesker’.