Mennesket har i sin udviklingshistorie forholdt sig forskelligt til naturen. Gennem sin egen virksomhed har det forandret og udviklet sit forhold til sine omgivelser, og derved har det også forandret/udviklet sig selv. Det er på samme måde som med evolutionen, livets udvikling; også den har forandret den natur, der omgiver den samtidig med, at livsformerne har udviklet sig. Ser vi på det individuelle livs niveau fra undfangelse, fødsel, opvækst, modning, aldring og død, kan vi også se en forandring og udvikling, i al fald af de muligheder, som mennesker har i deres liv.
Vi ved, at der er forskel på et barns og en voksens tilgang til og forståelse af livet, men skal udviklingen standse, når man er blevet voksen og måske pensioneret, sådan som det godt kan se ud? Og hvornår er man i grunden voksen? Hvilket potentiale rummer vi som voksne, som ældre, som gamle ud over at få tiden til at gå og pensionen til at slå til? Eller er formålet med at blive ældre blot at formå at kunne leve, som om vi stadig er unge så længe som muligt? ”Da jeg var barn tænkte jeg som et barn, men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige” hedder det et sted; Når vi bliver ældre og gamle, skal vi så ikke også aflægge det voksenlige for ikke at stagnere som menneske, og formår vi at udvikle det, der hører den tid til?
Når der er tale om en sportskamp, siger vi, at den bliver afviklet. Når livet går mod slutningen, siger vi, at det er ved at blive afviklet. Holder analogien med sportskampen, har alt det forgangne i livet været en optakt, en udvikling og træning af færdigheder med henblik på ikke blot at afslutte men at afvikle livet; et slags klimaks for et helt liv, hvor vi ’normalt’ ser højdepunktet i livet som et arbejds- eller karrieremæssigt højdepunkt, hvorefter det kun kan gå ned ad bakke. Men er det i virkeligheden blot en øvelse, en optakt, en nødvendig forberedelse, et trin i livet, der efterfølges af afviklingen, det egentlige klimaks? I en tid, hvor arbejdets betydning er under voldsom forandring, ikke mindst pga. mekanisering, og flere og flere får en lang periode uden arbejde i almindelig forstand, er der også grund til at se på, hvilke andre aspekter af livet, som vi har potentiale for at udvikle. For hundrede år siden kunne ingen eller kun meget få forestille sig en livsform, som vi i moderne samfund har i dag og som mange i udviklingslande i dag tragter efter at få adgang til; de har ønsker og længsler til livet. Og ret beset skulle vi vel give det fra os, som vi har opnået og komme videre, i stedet for at holde på det som et ’i hus-til-halsen-hjem’, hvor der trænger til at blive ryddet op og smidt ud – eller kørt på genbrugspladsen
Det er derfor ikke uden betydning at se på det fænomen, der, i form af livet, udvikles gennem vores liv og de forskellige muligheder, der er. Den følgende beskrivelse af faser og overgange er for mig en gammel, fra slut-1980’erne, tanke, metode og forklaringsmodel fra evolutionsbiologien; at evolutionen er en udvikling fra isolation til integration, hvorved processer i de ydre omgivelser bliver integreret i organismen. Den kan efter min overbevisning bruges som forklaring på såvel det evolutionære plan som det individuelle plan. Forfatteren Ken Wilber er jeg for nylig stødt på, og han har bidraget til den følgende beskrivelse af de forskellige faser. Bevidstheden og vores liv har naturligt mulighed for at gennemløbe disse faser, der ligger latente i vores natur som mennesker. Vi kender den biologisk/fysiske udvikling gennem evolutionen, gennem fosterstadiet og videre i livet, og vi kan se udviklingen af faserne i vores måde at forholde os til livet på som en fortsættelse af denne naturlige udvikling. Hermann Hesse taler også om det i sit digt ’Trin’, og Søren Kierkegård behandler det på sin måde i ’Enten Eller’ og i ’Stadier på Livets Vej’.
På græsk er der to ord for livet: Bios, der henfører til det fysiske liv og livsformerne; det er den måde, vi i vores del af verden er vant til at forstå livet. Det andet ord er Zòé, der henviser til livet som fænomen med hensigt, måske den såkaldt åndelige, spirituelle del af livet. Den dimension af livet er sværere at begribe, men de to dele vil følges naturligt ad i vores livs udvikling, hvis vi giver dem lov. Faserne er en beskrivelse af den udvikling.
Faserne – eller overgangene.
1. Den første periode er som det nyfødte barn; som de første mennesker og naturfolk i tæt samspil med naturen og underlagt dets kræfter og med de umiddelbare fysiske behov i fokus. Kun fordi der er omsorg omkring barnet, overlever det, og kun fordi der findes en givende natur omkring naturmennesket lever det. Mennesket er ét og i symbiose med, sine omgivelser. Der er nok en fysisk men ikke en bevidsthedsmæssig adskillelse. Mennesket sover måske ikke fysisk men bevidsthedsmæssigt.
2. Senere i opvæksten vågner bevidstheden; modsætninger, polaritet, følelseslivet og seksualitet opstår sammen med oplevelsen af behov og nysgerrighed; det finder gennem guder forklaringer på naturens kræfter, og det udvikler et selv eller jeg, der står i forhold til naturen og guderne. Magi er forklaringen og løsningen. Lyst og behov er styrende kræfter.
3. Det fører videre til muligheden for udviklingen af et Selv, en identitet, et fast ståsted som udgangspunkt i livet. Det er et stadie, en tilstand, der skal bygges op og udfoldes og derfor også forsvares, for den kan trues og mistes. Mennesket drives derfor af trang til få magt og kontrol over sit liv og over naturen og omgivelserne. Det kan se nogle nye sande muligheder i livet, og det får ideen om, at det kan blive fri og få frihed, som er en betydelig drivkraft. Derved opstår også frygten for at miste den; friheden og identiteten må forsvares, og der opstår historier, narrativer og myter, som underbygger menneskets og samfundets selvforståelse. Disse bliver styrende for adfærden og for fællesskaber og samfund, og man er parate til at gå i krig for at forsvare sine myter.
4. På et, mere voksent, tidspunkt ser det også konsekvenserne af den udfoldelse og ekspanderende adfærd, og mennesket begynder at reflektere og se sig selv i en større sammenhæng i både tid og rum, der overskrider de personlige myter. Det giver et nyt perspektiv, ny indsigt og et nyt ståsted; de gældende overbevisninger bliver der sat spørgsmålstegn ved, for de kan ikke rummes i den nye indsigt.
Mangfoldigheden og ligeværdigheden begynder at indses, og et rationelt og samarbejdende syn på verden, naturen og andre mennesker opstår, hvor jeg’et/selvet træder i baggrunden, når narrativer og myter skal genfortælles og revurderes. Det bliver tydeligt, at den personlige historie og forståelse blot er én blandt mange andre, som ses når synsvinklen og perspektivet ændres. Empati, samhørighed og kærlighed bliver de styrende kræfter. Spørgsmålet er, om villigheden til at miste den vundne identitet og frihed kan mobiliseres; om modet kan overvinde frygten.
5. Den større sammenhæng udvides til at omfatte alle elementer som ligeværdige dele i en større orden, og en ny orientering og mening begynder at opstå.
6. På det næste trin sker der en integration af delene i en helheds- og enhedsoplevelse. Adskillelsen mellem de enkelte dele, dualiteten, vil vi opleve som værende ophævet.
7. Man kan yderligere forestille sig et trin i bevidstheden, hvor også tidsoplevelsen ophæves; dvs. fortid, nutid og fremtid ophæves og erstattes med ’øjeblikket’; det umiddelbare nærvær.
Det evige liv?
Den sidste fase er at forveksle med døden; dvs. at bevidstheden rækker helt ind i døden, hvor den fysiske tids- og rumopfattelse heller ikke er en begrænsning i vores oplevelse af livet, af det at være et levende menneske. Det vil for de fleste kræve del at forstå dette, for det overskrider vores almindelige begrebsverden. Værd at tænke på er dog den kristne tanke om “det evige liv”, og hvad det i grunden betyder.
Interessant er også, at hver fase er så forskellig fra den foregående, at overgangen mellem dem ser næsten umulig ud, for der er en begrebsverden til forskel mellem dem. Alle overgange kræver en opgivelse eller hengivelse til noget nyt og ukendt; som at kaste sig ud på 70000 favne vand, som er det billede, Søren Kierkegård brugte.