Lille juleaften så vi filmen ‘Lille Buddha’; en film, der bl.a. fortæller historien om buddhismens  grundlæggelse af Siddhartha, der er født som kongesøn og er vant til et liv uden smerte og lidelse og uden kendskab til modgang i livet, endsige døden. Han får dog fornemmelsen af, at livet er andet og mere end det sorgløse liv, som han fører, og efter at have set, at der også findes lidelse og død som en del af det at være menneske, forlader han det trygge liv, kone, barn og det rige verdslige liv som kongesøn.

På mange måder er det liv, som han forlader identisk med det liv, som vi søger i velfærdsamfundet; et liv, der forløber så let, behageligt og langt og sorgløst som muligt; et liv, hvor arbejde er et nødvendigt onde, og weekender, fritid og ferier er det, der ses frem til. Velfærd er det, når livet forløber så let som muligt og med så høj en grad af personlig frihed til at handle og udtrykke sig som muligt inden for de af velfærdssamfundet fastsatte love og normer.

Ligesom Siddhartha’s far tilrettelægger de ydre rammer for sin søns liv så det får det letteste og mest sorgløse forløb, er det velfærdssamfundets ambition at gøre det samme for sine borgere: at gøre livet så let og gnidningsløst for alle, så de får mulighed for at se en helst god vejrudsigt og et spændende tv-program om aftenen og iøvrigt lave afslappende aktiviteter i fritiden. I det omfang der opstår forhindringer herfor, er det velfærdssamfundets opgave at rydde dem af vejen og dermed skabe betingelserne for, at menneskenes velfærd, deres livs rejse, bliver så god, let og smertefri som mulig. En leder i en norsk hjælpeorganisation har kaldt det for en velfærdskuvøse.

Som Siddhartha er det op til os, der bor i dette rige velfærdssamfund, om vi vil stille os tilfreds med livet i velfærdskuvøsen, eller om vi ønsker os noget mere af livet.